Op mod 50 frivillige har gennem den senere tid arbejdet med forberedelser til Vodskovs største julemarked, der holdes i Sognegaarden lørdag 22. november.
“Boderne bugner af lutter gode sager. På markedet kan du fx købe pynt til at lægge kirkegården. Der er også et stort udvalg af dørpynt og mange andre forskellige typer dekorationer til udendørs og indendørs brug,” fortæller Hanne Holm, frivillig netværkskonsulent i Aalborg Stift, til Nørresundby Avis
Alle hjørner i Sognegaarden er fyldt op med tombolaer, lopper og andre aktiviteter for børn og voksne. I Superchancen er der mulighed for at supplere vinterforrådet med hyldebærsaft, rødbeder og marmelader. Man kan også købe en lun leverpostej til frokosten eller lækre klejner til kaffen her.
“Om formiddagen underholder kirkens børne-og ungdomskor, og når suppen er nydt i cafeteriet, kommer nisserne fra Skansespillet og laver spas med os. De er i topform her lige før, de går i luften med Jul på Slottet,” fortæller Hanne Holm.
Årets lodseddel har været på gaden siden 1. oktober. Der er tradition for, at gevinsterne er kunstværker, og i år har Margrethe Christensen, Grindsted, og Hanne Elkjær, Aalborg, foræret malerierne. Indtægterne fra lodsedlerne og markedsdagen går ubeskåret til to projekter. Danmissions MAYAJA-projekt i Tanzania og et skoleprojekt i Nigeria gennem Mission Afrika.
Også en lang række andre frivillige i Danmission afholder julemarkeder og andre arrangementer her op under jul. Tak til alle, som lægger tid, kræfter og opfindsomhed til fordel for Danmissions arbejde rundt om i verden.