Det er meget glædeligt at der er stigende politisk bevågenhed over for forfølgelse af kristne. Det er der god grund til fordi det er et problem der er blevet større de senere år. Adskillige undersøgelser og rapporter, bl.a. fra FN, viser at religionsfriheden har trange kår i verden som helhed, og det har i nyere tid ikke været værre end nu. I de fleste af verdens lande er der begrænsninger af religionsfriheden, det kan gå fra at indskrænke den personlige frihed til at der direkte kan være tale om kollektivt had mod minoriteter og voldelige forfølgelser og fordrivelser.
Problemet er stort og iøjnefaldende. Her vil jeg begrænse mig til situationen i mellemøstlige lande, hvor Danmission har haft et omfattende arbejde siden 1897.
Situationen varierer meget fra land til land. Den største kristne befolkning findes i Egypten, hvor de kristne tæller 8-10% af befolkningen. Her kan man ikke sige at de kristne generelt forfølges. Regeringen eller toneangivende samfundsgrupper er ikke ude efter de kristne. Der er altså ingen generel forfølgelse af kristne, men der er jævnligt episoder, hvor kristne udsættes for vold, og hvor ejendom, butikker eller kirker brændes af.
Hovedproblemet i Egypten er dog ikke kristenforfølgelse men at de kristne som ikkemuslimer diskrimineres og ikke har samme rettigheder som muslimer. I tider hvor diskriminationen og undertrykkelsen er værst, kan man tale om en langsom kvælning af kristendommen. I øjeblikket er situationen dog ret god for de kristne så længe de støtter præsidenten, og det er i sig selv en problematisk situation
I Jordan og Libanon er der ingen forfølgelse af kristne– igen generelt set. Men i Jordan har de kristne hårde vilkår, når det kommer til juridiske rettigheder. Det jordanske system bygger på islamisk lovgivning, og det gør det svært for kristne fuldt ud at være medborgere i Jordan.
De helt store problemer er i Syrien og Irak. I Syrien søger de kristne ly under Bashar Assads vinger. Som jeg hørte det for få uger siden i Libanon: Syrerne kan vælge mellem tortur og død, og vælger da torturen, dvs. regimet.
De forskellige islamistiske grupper, som Islamisk Stat, forfølger klart de kristne, der dels ses som regimets allierede, hvilket ikke er helt galt, og dels betragtes som vantro.
I Irak er en stor del af de kristne flygtet fordi de ikke kunne finde beskyttelse i kampen mellem shi’a- og sunnimuslimer. Værgeløse flygtede de ud af landet eller nordpå, hvor de drømte om en kristen provins på Nineve-sletten. Den drøm brast da Islamisk Stat i sommers erobrede området og sendte titusinder af kristne på flugt endnu engang.
Hvem skal frelse de kristne?
Kan de frelse sig selv? Det har de hidtil ikke kunnet alene, men der er dog flere kristne grupper der bevæbner sig for at kunne forsvare sig. Men generelt kan de kristne ikke frelse sig selv.
Kan Vesten frelse dem? Det tror jeg ikke. Der har ikke været megen interesse fra Vestens side for at hjælpe kristne i Mellemøsten. Men hvad vigtigere er, det er heller ikke ønskeligt. Det er de mellemøstlige kristne dog ikke enige om. Nogle appellerer om direkte støtte fra politikere og kirker i Vesten. Dem vi har kontakt til gør det ikke. De ønsker ikke at blive set som en del af Vesten, som Vestens 5. kolonne, som en minoritet som Vesten har en speciel interesse for. For det udsondrer dem og gør dem anderledes. Det gør dem endnu mere sårbare. Følelserne for Vesten er ikke varme i Mellemøsten, mange hader Vesten og vores værdier, især islamister, så de vil også hade de kristne arabere hvis de ses som en del af Vesten. Vesten kan ikke redde de kristne.
Hvem kan så frelse de kristne? Her hører vi fra vore partnere i regionen at det kan kun de moderate muslimer. Det er kun ved at de kristne får skabt alliancer og får gode relationer til moderate og liberale muslimer, at de vil have en fremtid i Mellemøsten. De kristne skal vænne sig til nye tider. Før blev de ofte beskyttet af den muslimske hersker. De skal ud af selvisolationen, ud i samfundet, blande sig i samfundet, blande sig i politik og skabe forståelse for at når det drejer sig om indretningen af samfundet har de samme interesser som de moderate muslimer. Det skal de moderate muslimer også se, så de kommer til at betragte de kristne som kampfæller, medborgere, landsmænd, som nødvendige, som nogle man kan stå sammen med i drømmen om at opbygge et fredeligt, demokratisk samfund med frihed og ligestilling mellem borgerne.
Det er vi ikke alene om at mene. Libaneseren Rita Elmounayer, som er direktør for de arabiske programmer på den kristne satellitkanal Sat7, udtalte for nylig til Kristeligt Dagblad: ’Hvis de kristne bliver iscenesat som et fremmedelement i Mellemøsten, der kun eksisterer på baggrund af Vestens interventioner, så bliver det meget svært at skabe lige rettigheder i fremtiden…Vi elsker vort land og er først og fremmest lige borgere på samme vilkår som alle andre i vort land…Det bedste der kan ske er at folk forstår og accepterer, at jeg er libaneser, der både har sunni -og shiavenner, men først og fremmest er libaneser.’
Og en konference for kristne ledere i Irak i juni, finansieret af Det Arabiske Initiativ, udtalte at det er de moderate muslimer der kan sikre deres fortsatte eksistens i Mellemøsten.
Hvordan kan dette så ske? Her vil jeg koncentrere mig om hvad vi præventivt kan gøre, og her kan Vesten og den danske regering spille en rolle. Her vil det være virkelig godt med mere politisk bevågenhed. Det kan ske i forhandlinger med de pågældende regeringer, hvor man ikke tager de kristnes situation op specifikt, men påpeger nødvendigheden af at give alle minoriteter gode kår og arbejde for religionsfrihed. Der er i den sammenhæng ingen tvivl om at en lang række af de initiativer, programmer og projekter der har ligget under Det Arabiske Initiativ (DAI) fremmer udviklingen af et mere rummeligt samfund. Derfor har DAI også som sideeffekt at skabe en fremtid for de kristne i Mellemøsten. I Danmissions DAI-program arbejdes der med religion og religionens indflydelse på samfundet. Den indflydelse er meget stor og den er blevet større. Tyrannen faldt og religionen kom.
Kristne og muslimer fra Danmark og mellemøstlige lande bringes ind i processer sammen, hvor de lærer hinanden at kende, kommer til at respektere hinanden, det sker skam også at de kommer til at holde af hinanden. Nye tolerante holdninger til medborgere, der tror noget andet, breder sig, og breder sig som ringe i vandet. Når toneangivne muslimske ledere får syn for de kristnes værdi skabes der forståelse for at kristne spiller en væsentlig rolle i samfundet. Det samme sker på græsrodsplan.
Og så sker det ved at yde nødhjælp i Syrien og Irak, hvad vi også har gjort, for nødhjælpen er en hjælp til alle, også til trængte kristne. Det er en af måderne hvorpå vi kan hjælpe forfulgte kristne.
Jeg skal nævne nogle flere eksempler på arbejde som har været støttet af DAI.
I oktober var vi med til at lancere et helt nyt religionsundervisningsmateriale til brug i skolerne i Libanon om religion og medborgerskab. Det er blevet udarbejdet af en af vore partnere som samlede de ledende religiøse institutioner, druzer, sunni, shi’a og kristne og tog dem gennem en udfordrende proces hvor de arbejdede med fælles religiøse værdier og skabte et materiale, der ikke er set før. Tidligere blev der undervist negativt om andre religioner, og kristendommens betydning for landet blev ikke omtalt eller dårligt omtalt. Nu vil børnene i Libanon lære om fredelig sameksistens, gensidig respekt og at religionen ikke forhindrer ægte medborgerskab.
Dette har både samlet topledere fra de religiøse samfund og bevæger sig helt ned på græsrodsniveau ved at undervisere i hele landet samles til workshops om det nye materiale og ved at påvirke børnene.
I Egypten arbejder vi sammen med en af landets største ngo’er, der ud over Udenrigsministeriets og vores egen indsamlede støtte, støttes af mange andre og derved når ud til 2 mio. mennesker. Altid både til kristne og muslimer som bringes ind i lokalt samarbejde i landsbyerne, til lokale seminarer, landsdækkende konferencer, som alt sammen virker til at de kristne ses som en del af samfundet og ikke som noget særligt.
Og så er der den humanitære indsats i Syrien og Irak, hvor hovedpointen for os er at de kristne ikke hjælpes alene og ikke bliver nogen, der hjælper andre, men at de også gennem det humanitære program bliver styrket i at stå skulder ved skulder med deres muslimske naboer om sammen at hjælpe folk i nød. For vores nødhjælp er ikke bare en kasse med mad. Det betyder noget, at den bliver uddelt af kristne og muslimer sammen, fra kirker og moskeer samt lokale samfund, der tager deres medansvar for hele samfundet alvorligt.
I den forbindelse beklager vi at UM ikke har fundet det muligt at fortsætte støtten til det humanitære projekt som vi ellers har modtaget støtte til de sidste to år til trods for ambassadens varme anbefaling.
Danmission arbejder desuden med nogle af vore egne indsamlede midler med kristne uddannelsesinstitutioner for at kommende præster får en relevant undervisning i samtidig teologi. Det er ikke let at være kirke i en krigstid. Vi ser, at præsterne ofte tager nye roller på sig, det være sig ift. nødhjælp og politik, og de skal klædes på til den rolle. Her bidrager Danmission også.
Konklusion:
Dias: Konklusion
Hvordan kan vi hjælpe forfulgte og trængte kristne?
- ved at vi beder for deres situation, er til stede og har kontakt med de kristne i en svær tid
- Ved at støtte god og solid undervisning af kommende præster og kristne ledere
Det er nødvendigt med skærpet politisk bevågenhed hvis vi vil gøre noget for forfulgte kristne, men det skal gøres rigtigt:
• ved at have dialog med regeringerne om at behandle alle minoriteter godt og arbejde for religionsfrihed
• ved at støtte humanitære indsatser der også kommer meget trængte kristne til gode
• ved at støtte programmer der skaber et inkluderende, interkulturelt medborgerskab. Hvor det gror frem er der en god fremtid for de kristne. Hvis politikerne ønsker at gøre noget for diskriminerede og forfulgte kristne bør de ikke beskære et program som DAI, men snarere styrke de indsatser i DAI der også omfatter kristne.