Danmissions Globale Fortællere, Heidi og Thomas, har været fem uger i Myanmar og frem til december turnerer de rundt i Danmark for at videregiver deres indtryk fra det store asiatiske land, hvor flertallet er buddhister, mens mindretallet er kristne.
Med over 50 arrangementer i kalenderne møder de to Globale Fortællere både efterskoleelever, seniorkredse, juniorkonfirmander.
Og onsdag eftermiddag var de sammen med konfirmanderne i Lystrup Kirke ved Aarhus.
Heidi og Thomas står foran konfirmanderne og taler om, hvilke værdier vi sætter højt. Konfirmanderne bliver delt ind i hold, og hvert hold skal blive enige om, hvad der er mest vigtigt og mindst vigtigt i livet – lige fra ’hjem’, ’forældre’, ’slik’, ’mobiltelefon’, ’luft’, ’religion’, ’uddannelse’…. Resultatet bliver, at ’Luft’ og ’forældre’ står ret højt på konfirmandernes liste over, hvad der er vigtigt. Og Heidi og Thomas kan fortælle, at det samme gælder for de børn, de har talt med i Myanmar.
Konfirmanderne skal op at stå, og Thomas og Heidi lærer dem at synge: ”Hoved, skulder, knæ og tå” – på burmesisk! Det er med at holde tungen lige i munden, særligt når der skal fagter til sangen. Konfirmanderne får også at høre, at der sidder hundredvis af mennesker i Myanmars kirker søndag formiddag – og en dreng udbryder spontant: ”Sådan er det ikke her i Lystrup Kirke!”
Lydniveauet er højt i konfirmandstuen denne eftermiddag, og konfirmanderne har svært ved at sidde stille. Men de Globale Fortælleres besøg har alligevel været anderledes end den almindelige konfirmandundervisning, og de 13-14-årige drenge og piger fra Lystrup Kirke tager flere indtryk med sig, da de siger farvel og tak for i dag.
Josefine på 13 år fortæller: ”Jeg lagde mærke til den pige, de fortalte om. Pigens far var syg af kræft, og familien brugte alle deres penge på medicin til faren. Pigen kunne ikke komme i skole, for der var ikke flere penge til at betale for hendes uddannelse. Det er anderledes end i Danmark, for i Danmark kan man komme på hospitalet, hvis man har kræft, og unge kan få en uddannelse.”
Og 13-årige Lisa siger: ”Mennesker i Myanmar får ikke alle mulige ting lige så let, som vi gør i Danmark. De har måske ikke en computer eller et fjernsyn. De skal kæmpe mere.”
Efter jul er Heidi og Thomas tovholdere i Konfirmand Aktion. Det er stadig muligt at være med i Konfirmand Aktion og få besøg af Globale Fortællere fra Myanmar og Cameroun.
Læs mere og book besøg – klik her