Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Mama Gudrun

Mama Gudrun

Da Gudrun Vest som ung rejste til Tanzania i 1968 var aftalen, at hun i 3 år skulle være husmor på en kostskole for missionærbørn og så ellers hjem til Tarm. Men sådan skulle det ikke gå.

Mama Gudrun endte med 36 år på mission. En mission bogstaveligt talt helt nede på jorden – som en snak om Gud og hverdagen, mens man sidder på en måtte på det lerstampede gulv eller går side om side med hakken i marken.

”Da jeg ankom til Bushangaro i det nordvestlige Tanzania i 1971, kom en gammel mand hen til mig og spurgte: Har du ikke noget familie med? Nej, det har jeg ikke. Jeg er kun mig selv, svarede jeg.

Og så gentog han, at de nok skulle hjælpe mig og passe godt på mig,” fortæller Gudrun.

En gammel kone viste danskeren en anden side af fællesskabet.

“Hun sagde: Ja, nu bor du i et fint hus, men du skal ikke tro, det bare er dit hus, for det er vores alles hus.
Jeg tænkte ved mig selv: Nå – jamen så kan det være, man skal bo sammen med dem, hvem ved, hvordan det nu skal foregå. Konen tilføjede: Vi er nødt til at være sammen.Folder204_00003A

Og sådan blev det. I den første tid var der simpelthen folk i mit hus hele tiden næsten nat og dag.”
To af dem, som kom til mama Gudruns hus – søstrene Maria og Magdalena – endte med at bo der i 20 år, indtil de døde og blev begravet foran huset.

Gudrun Vest og hendes mangeårige virke i Tanzania er et eksempel på den gensidighed, som altid har været og stadig er en af de værdier, Danmission arbejder ud fra.