Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Kirken, der voksede for hurtigt

Kirken, der voksede for hurtigt

I begyndelsen af 1980’erne var der stor vækst i kirken i den nordlige del af Madagaskar. Området havde været forsømt i årevis, og mange af de mennesker, som var tiltrukket af kristendommen, havde hverken en kirke eller en præst i nærheden.

Af Lars Mandrup, tidl. udsending til Madagaskar og tidl. bestyrelsesformand

Madagaskars lutherske kirke fattede derfor en ambitiøs plan for sin indsats i det nordlige Madagaskar. Der skulle sendes præster og evangelister fra den midterste og sydlige del af landet til nord. De skulle evangelisere, hjælpe og støtte mennesker i deres daglige liv, holde gudstjenester og undervise. Denne plan var samtidig baggrunden for, at kirken indledte et samarbejde med Dansk Missionsselskab, som skulle hjælpe kirken med at koordinere det store projekt. I forbindelse rejste jeg og min familie til Madagaskar, hvor jeg skulle lede evangeliseringsarbejdet.

Planen var sådan set god nok. Mange mennesker i alle aldre blev døbt, og der blev oprettet både menigheder og kirker. Men efterspørgslen efter nye menigheder var så stor, at man ikke kunne følge med til at oplære og undervise de nydøbte kristne i grundlæggende kristendom. I nogle tilfælde kunne den indsatte kateket, som skulle lede gudstjenesten i manglen af præst, ikke engang sit Fadervor. Derfor måtte man satse på uddannelse af menighedsledere, og der blev oprettet en bibelskole.

Den anden svaghed var, at kirkeledelsen ikke havde gjort sig klart, at der i Nordmadagaskar bor mange muslimer. Hverken præster eller evangelister havde ret meget kendskab til islam. De holdt sig derfor fra dem, og kløften mellem muslimer og kristne voksede. Det betød, at kirken måtte igangsætte et stort dialogprojekt med muslimer – eller rettere et diapraksisprojekt, hvor kristne og muslimer arbejder sammen om fælles opgaver.