VI ER I DISSE DAGE VIDNE til de mest gruopvækkende handlinger mod værgeløse mennesker i det nordlige Irak. Hundredetusinder er flygtet fra deres hjem. Tusinder er blevet nedslagtet – mange har fået hugget hovedet af. De kristne og andre religiøse grupper forfølges på det grusomste af den ekstremistiske milits, som kalder sig Islamisk Stat (IS).
Situationen er altså ganske forfærdelig, og den er akut. Hvad kan vi gøre? Det spørgsmål må man stille sig både som enkeltperson og politiker, men også som kristen organisation, der arbejder med forsoning og dialog i Mellemøsten. Øjeblikkelig indgriben er nødvendig. Der er akut behov for nødhjælp til områdets mange desperate, internt fordrevne mennesker. Det er baggrunden for, at Danmission er gået ind med nødhjælp til kirker, som hjælper flygtningene i det kurdiske område i Nordirak. Desuden sender vi i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp og flere af folkekirkens stifter en opfordring ud til menighedsrådene om at bede for og hjælpe de nødstedte mennesker.
FORFØLGELSERNE UDSPILLER sig i det nordlige Irak, hvor situationen bliver værre og værre i takt med, at Islamisk Stat får kontrol med større og større landområder. Denne islamiske milits groede frem i Irak, men fandt for alvor fodfæste i det nordlige Syrien ind mod grænsen til Irak i det væbnede oprør mod præsident Assads styre i Syrien. Islamisk Stat har så på det sidste bredt sig ind over grænsen til det nordlige Irak, hvor det irakiske forsvar var demotiveret og ikke tog kampen op. Der menes ellers at have været 60.000 soldater fra den irakiske hær, men de stak af, da de blev angrebet af IS. Det har efterladt store områder med en befolkning uden beskyttelse. Den irakiske hær koncentrerer sig nu om at forsvare Bagdad og det shiamuslimske syd, så den eneste større militære gruppering i nord er de kurdiske styrker, der er dårligere bevæbnet end IS og lige nu forsvarer det kurdiske område. I modsætning til andre folkelige og religiøse grupperinger har de kristne ikke egen milits til at beskytte sig.
Den hær, der skulle beskytte sine egne borgere, er væk!
DANMARK ER IKKE uden ansvar i den katastrofale situation i Nordirak, hvor vi både har haft soldater og været med til at træne den irakiske hær. Der er nu brug for, at politikerne og det internationale samfund kommer på banen. Der må lægges det størst mulige politiske pres fra dansk side, gennem EU og fra USA. Vi må også spørge, hvem der støtter IS, som er våbenmæssigt overlegne og ser ud til at have rigeligt med midler. Politisk bør der arbejdes for, at enhver from for støtte til IS forbydes og forhindres. Det er nødvendigt at støtte de irakiske myndigheder og det kurdiske selvstyre, så de bliver i stand til at beskytte landets borgere mod overgreb. Borgere i en stat har krav på, at staten yder dem beskyttelse. Er der et magttomrum vil det blive fyldt, i dette tilfælde af onde kræfter som Islamisk Stat.
ISLAMISK STAT ER POLITISERET RELIGION. Det er nødvendigt at skelne mellem religion og politisk religion. Religiøs tro er i sin sunde form en kilde til liv, tryghed, fred og kærlighed. Men politiseres og militariseres religion, hvad enten det er islam, buddhisme eller kristendom, tjener religionen menneskets magtbegær og ønske om at herske over liv og død.
Med sin egen udgave af islam perverterer Islamisk Stat sunni-islam og kræver fuldstændig underkastelse. Det går hårdt ud over det kristne mindretal, men også moderate sunnimuslimer, shiamuslimer og yazidierne, som har rødder i ældre religiøse traditioner fra området. De mennesker, der vælger at blive i deres landsby, efter at Islamisk Stat har erobret den, får valget mellem at konvertere til IS’s forståelse af islam, at betale en uhyrlig ekstraskat eller blive henrettet. Resultatet er, at hundredetusinder er flygtet, og områder tømt for kristne og andre forfulgte.
DET HAR LÆNGE VÆRET FORUDSAGT, at Irak kunne risikere at miste sin kristne tilstedeværelse. Før den vestlige invasion i Irak i 2003 var der omkring 1 million kristne i landet – heraf alene 600.000 i Bagdad. Invasionen, som betød, at Saddam Hussein blev væltet, har fået til følge, at landet er faldet fra hinanden. Væbnede opgør mellem forskellige muslimske retninger har ikke levnet plads til de kristne. Der er måske kun 150.000 tilbage. De fleste kristne fra Bagdad flygtede i 2010, efter at ISIS (det kaldte IS sig dengang) begik massakre på de kristne i en af hovedstadens katedraler. De søgte tilflugt i det nordlige Irak, hvor de håbede at kunne bo i landsbyerne i området kaldet Nineveh (det var der, profeten Jonas rejste hen) og i det kurdiske område. Nu har IS indtaget byerne på Nineveh-sletten, herunder den største kristne by Qaraqosh, som havde 50.000 kristne indbyggere.
DE KRISTNE VAR OG ER VÆRGELØSE – og har brug for vores hjælp her og nu.
Fremadrettet skal der også sættes mange kræfter ind på at opbygge fredelige samfund, hvor mennesker kan leve i frihed og trives sammen. Det lyder måske naivt i situationen. Men ud over at militær og politi er nødvendige for at beskytte mennesker og holde lov og orden, er det helt afgørende for Iraks fremtid, at så mange som muligt får en forståelse for, at det kun er ved at leve sammen i fred og respekt, kun ved at være medborgere, at de kan leve et godt liv sammen. Der er hårdt brug for de aktiviteter, der f.eks. ligger under det danske udenrigsministeriums Det Arabiske Initiativ, hvor det er muligt at bringe folk med forskellige religiøse og politiske holdninger sammen i dialog, så de kan arbejde for fredelige løsninger for deres samfund.
Selv om det ser meget svært ud, må vi aldrig opgive håbet om, at mennesker af forskellig overbevisning og af forskellig tro kan leve sammen i fred, og at forskellighed og mangfoldighed også i religiøs henseende kan være en rigdom for et samfund. Den religiøse faktor er ikke til at komme udenom, og kun ved at arbejde med religiøse holdninger og give religion en fredelig tolkning er der håb om at skabe fredelige samfund.
De kristne hører hjemme i Mellemøsten. De var der før islam – de er en del af den ”arabiske” verden og identitet. Selv om de kristne er i mindretal i Mellemøsten, har de spillet en meget stor rolle og været medvirkende til, at islam for det meste ikke er blevet politiseret, bl.a. fordi kristne aktivt har arbejdet på at skabe sekulære styreformer. De kristne har været en ufattelig rigdom for de muslimske lande uddannelsesmæssigt og kulturelt. Forlader de kristne Mellemøsten, fordi de ikke føler, de har en fremtid der, efterlades Mellemøsten langt mere åbent for ekstremisme og kulturelt fattigere. Der er al mulig brug for at støtte de kristnes tilstedeværelse. Det kan vi gøre ved at arbejde for deres rettigheder som ligeværdige medborgere i de lande, hvor de bor.
Samtidig er det vigtigt – også for de kristnes skyld – at støtte de moderate og liberale muslimer i Mellemøsten. For hvem skal redde de kristnes tilstedeværelse i Mellemøsten? Det skal deres naboer, de liberale og moderate muslimer. Redningen kommer ikke udefra, den kommer indefra ved at opbygge et samfund, hvor der er forståelse for, at de kristne fortsat skal være der. Derfor skal vi støtte og facilitere dialog og samarbejde mellem kristne og andre moderate religiøse grupper, som sammen arbejder for en fremtid, som er en fremtid i frihed for alle.
Kronikken har været bragt i Kristeligt Dagblad