Tænd lige for evangeliet!

Velkommen til et øjebliksbillede fra dansk missions historie – nemlig fra radiomissionen.

Tænd lige for evangeliet

Af Jørgen Nørgaard Pedersen, tidl. udsending og generalsekretær i Danmission

En gammel langskægget araber stod og trykkede næsen flad på glasdøren ind til boghandelen. Han havde fået øje på nogle billeder, der hang på væggen. På et tidspunkt tog han mod til sig og kom ind. Og straks pegede han på et bestemt billede på væggen og spurgte: „Er det Messias?“

Det svarede jeg bekræftende på og fulgte op med spørgsmålet: „Kender du Messias?“

Manden bad om lov til at holde billedet, og da han fik det, kyssede han det længe og inderligt. Han fortalte så – efter at have forsikret sig, at der kun var os to i butikken: „I min landsby i Saudi Arabien er vi en del kristne. Men kun vi selv ved det. Vi skal selvfølgelig deltage i bønnen i moskéen, men under bønnen holder vi hinanden i hånden og beder til Jesus. I  hemmelighed samles vi en gang om ugen for at læse i Bibelen og for at høre gudstjeneste fra Radio Evangeliets Stemme i Etiopien.“

Den gamle mand købte et par eksemplarer af Det Nye Testamente, og så gik han igen.

Radio har spillet en stor rolle i mission. I 1922 blev det første evangeliserende program sendt i Chicago, USA. Frem til 1965 blev der bygget radiostationer både i Latinamerika, Afrika og Asien for at nå ellers lukkede områder. Radio Evangeliets Stemme, som sendte på mange sprog, blev den mest kendte i dansk ydremission. Transmissioner herfra nåede vores samarbejdsområder i Afrika og Mellemøsten, og Danmission har udsendt missionærer til radiostationer bl.a. i Etiopien og Filippinerne, ligesom vi har støttet de lokale kirkers radioarbejde i Indien, Cambodia, Taiwan og Japan.

Fra 1965 blev radiostationerne “flyttet” fra Jorden og de politiske uroligheder, der ofte omgav dem her, og 40.000 kilometer ud i rummet til satellitter, der uhindret kunne nå hele kloden. I dag er en del af radiomissionen afløst af andre kanaler som TV, men også internettet og mobiltelefoner giver nye muligheder for at nå langt ud med kristen mission.

De sjove, skæve og skelsættende historier om mission fortjener at blive husket og fortalt. Historierne om, hvordan danske missionærer rejste – og stadig rejser – ud i verden er vigtige for at sprede kendskabet og opbakningen til mission. Danmissions historier bliver fortalt her i på hjemmesiden, i magasinet, ved foredrag, på Facebook og i medierne.