Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Da verden blev større og mindre

Da verden blev større og mindre

Et hold unge fra Horne Efterskole har været i Tanzania og mødt Danmissions arbejde. De danske unge gik i tanzaniansk skole, lærte om landsbrugsprojektet Mayaja og mødte en inspirerende livsglæde. Læs en lærers og to elevers spændende beretninger om besøget i Tanzania!

Carsten Morsbøl, underviser på Horne Efterskole:

”Vi er ved Karaseco. Vi får lavet skoleuniform og følger undervisningen i to uger for at leve os ind i unge, jævnaldrendes hverdag i et hjørne af Tanzania. Vi sidder stuvet sammen i klasseværelser, går ture sammen, sover på deres sovesal, diskuterer menneskerettigheder, maler med naturfarver og bliver langsomt venner. Vi bruger også en dag sammen med pigeskolen Bwearanyange oppe i bjergene. Det flytter hegnspæle i de unges bevidsthed. Både hos os og blandt tanzanierne.Udenfor

Efter Karaseco kører vi til Else Højvang og kravler op på det højeste bjerg for at kigge ud over verden og ind i Rwanda. Hos Else følger vi hendes landbrugsarbejde Mayaja, hvor vi blandt andet tager ud til en bananbonde og sidder tæt sammen på gulvet i hans stue for at snakke om landbrug, dansk kontra tanzanisk kultur, overforbrug overfor manglen. Det er ikke lærerne, der snakker, men eleverne. På engelsk. Vi er også ude i nogle af de lokale kirker, hører om kirkens betydning og danser afrikansk sammen med lokalbefolkningen. På steder hvor turisterne aldrig når frem.

Det er utrolig kompakt. Eleverne er på fra 6 morgen til 23 aften i 3 uger. Og hver dag sluttes af med en times samtale, hvor eleverne én for én fortæller om deres oplevelser og sætter det i relation til deres opvækst. Som lærer er det bevægende og berigende at høre, hvad det betyder at tage 9.000 km hjemmefra og opleve unge på deres egen alder i en helt anden kultur og livssituation.”

Thea, 17 år:

”Noget at det bedste ved rejsen til Tanzania var nok at opleve, at verden både er større og mindre. Større, fordi der er en stor kontrast mellem alt det, vi har, og at de ingenting har. Det er uretfærdigt. Og samtidig mindre, fordi verden ikke er så sort-hvid, som man skulle tro. Eleverne på Karaseco var jo ikke så anderledes end os. De mindede om os. Jeg talte med nogle 18-20 årige. De vil også gerne ud i verden og opleve noget andet. De har også drømme og ambitioner om at få et godt liv. Nogle af de problemer, vi har herhjemme, har de også. De taler om mange af de samme ting som os. Der blev verden mindre. Det var vildt at opleve.

Elever i Tanzania

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var glæden, som mennesker havde. Ligegyldigt hvor lidt de ejede, var de taknemmelige for livet. Det var så oprigtigt, og jeg blev meget rørt. Det var samtidig en uhyggelig kontrast til den vestelige verden, hvor unge begår selvmord og skærer i sig selv, fordi det er for hårdt at leve.

Mødet med Tanzania har givet mig enorm inspiration til, hvordan jeg vil leve mit liv. Jeg vil gerne leve med samme livsglæde. Og jeg vil gerne bruge mit liv på at hjælpe andre, fx som volontør og måske senere læge. Jeg vil gerne gøre et eller andet med mit liv for at hjælpe andre.

Noget af det sværeste i Tanzania var, at jeg vidste, at jeg havde mere end dem. Der var en ung pige, der spurgte, om hun måtte komme med mig hjem. Og der var en pige, der ville give mig sit ur med forventning om at få penge for det. Hun blev ved med at sætte uret på mit håndled, og jeg tog det af igen. Det var hårdt. Det gør ondt i hjertet, fordi man gerne vil hjælpe.

Når man tænker på Afrika, tænker man som regel: De har ingenting. De vil bare gerne have penge af os. Men i et projekt som Mayaja, der ser man, at de kan godt. Jeg tror, Tanzania er et land i udvikling. Jeg tror godt, de kan. De skal bare lige rejse sig.”

Sandra, 16 år:

”Det der gjorde størst indtryk på mig var, hvor imødekommende folk er i Tanzania. Da vi kom, var det første, de gjorde, at komme hen til os og sige hej. Det første vores chauffør gjorde var at give et kram. Vi blev inviteret indenfor alle steder, og folk spurgte interesseret til os og ville gerne lære os at kende.

De mennesker, vi mødte, talte meget om, at de elskede deres liv. Deres livsglæde var så stor! Det bevægede mig. Man hører ikke folk i Danmark tale om, at de elsker at leve. Det er tankevækkende, når vi ser på, hvor meget vi har her, og så elsker vi ikke livet ligesom dem?

Vores besøg i Tanzania har lært mig meget om kultur. Jeg lærte ikke om forskellige kulturer, da jeg var lille. I min familie så vi aldrig nyhederne i fjernsynet. Det hele handlede kun om min familie og lige dem omkring os. Det har været meget nyt for mig at komme til Tanzania. Nu ser jeg verden på en helt anden måde!”

Hænder