Af biskop emeritus Mano Rumalsha, Pakistans Kirke
Bed – og bliv sprængt i stumper og stykker!
Sådan var virkeligheden i All Saints’ Church (Alle Helgens Kirke) i Peshawar, Pakistan søndag 22. september 2013.
Den katastrofale handling udført af to selvmordsbombere rystede vor menighed i dens grundvold og ændrede ikke blot medlemmernes liv, men påvirkede også hele den kristne kirke i Pakistan. Det skete efter formiddagens nadvergudstjeneste, mens kirkens menighed var samlet i et agape (kærligheds) fællesskab i en lille gård ved denne historiske kirke. Kirken blev bygget i 1883 og var den første af denne type – designet som en moské, men til brug for de lokale kristne. Allerede dengang byggede den på ni lokale kristne martyrers blod. Kirken ligger i den oldgamle historiske by Peshawars hjerte, nær basaren med de berømte Qissa Khawani (fortællere), knudepunkt for rejsende på vej til Silkevejen fra Khyberpasset.
Mit forhold til denne gharana (familie/menighed) går tilbage næsten et kvart århundrede; jeg har fået del i folks glæder og sorger op gennem årene. Jeg har været deres ven og faderfigur; mange har jeg døbt, konfirmeret og viet. All Saints’ er det største sogn i Peshawar Stift og fungerer som bastion for pakistansk kristendom i grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan. De fleste familier kan spore slægtens tilstedeværelse i området mere end hundrede tilbage i tiden. Et særligt kendt aspekt af menighedens kristne vidnesbyrd er påskeprocessionen, hvor op mod 5.000 deltager – unge og gamle, kvinder og børn passerer under sang og bøn igennem byens forblæste, smalle gader. Næsten alle de kristne behersker det lokale pashto-sprog og er godt kendt med pakhtun kultur. Det vil sige, at de aldrig har oplevet sig selv som udenfor i forhold til lokale skikke og traditioner. Derfor har de altid været åbne og følt sig veltilpasse i samspillet med deres muslimske omgivelser og naboer.
Jeg havde ingen ord
Den modbydelige tragedie i september 2013 krævede næsten 300 ofre i alle aldre. 117 døde og 162 sårede – heraf mange kvinder og børn. 16 børn fra 4 til 18 år mistede begge forældre. Og 32 børn og unge mistede deres eneste familieforsørger (faderen). Bag disse upersonlige statistikker gemmer sig en sand og hjerteskærende historie om hvert eneste offer. Jeg har hverken ord eller psykisk energi til at fortælle ret mange af disse historier, men jeg vil videregive glimt fra nogle få.
Jeg husker stadigvæk en seksårig piges ord, da hun og hendes tante kom til mig efter gudstjenesten et par uger efter angrebet: ”Biskop jee, min mor og far er kommet i Himlen.” Tårer trillede ned ad mine kinder, jeg havde ingen ord, kunne kun omfavne og kysse barnet. En ung far opsøgte mig og sagde: ”Jeg er så heldig, at min unge datter blev løftet op til Himlen fra Guds kirke her på jorden.” Jeg husker også tydeligt, hvordan jeg første gang mødte Khalida på hospitalets intensivafdeling, hvor hun svævede mellem liv og død. Hun havde mistet det barn, hun var gravid med i 9. måned (den yngste martyr). Hun kyssede mine hænder og sagde, mens hun græd, ”Khudawand ki tamjeed ho” (lovet være Gud). Det er ufatteligt at én i hendes situation kan sige sådanne ord. Og jeg husker Insar Gohar, der mistede sine to børn og sin mor, foruden at hans hustru og storebror blev alvorligt sårede ligesom hans unge nevø og niece, der blev lammet. Det var 7 ofre i den samme familie. I en anden familie blev 5 børn fra 7 til 14 år alene, da forældrene Nazir og Rehana begge mistede livet den skæbnesvangre dag. Det er ikke muligt at fortælle om hvert offer, men hvert eneste tilfælde medfører unægteligt sin egen smerte og lidelse. Mange ofre kæmper stadigvæk for at genoprette helbredet og et normalt liv. Nogle har mistet lemmer eller andre dele af kroppen, og nogle venter stadig på yderligere kirurgiske indgreb. For de overlevende er det en oplevelse af at have været i Helvede og tilbage.
Begravelser i al hast
Den afskyelige handling udført af disse menneskelige gribbe forårsagede et massivt kaos med brudte og trævlede menneskekroppe liggende overalt. Der var nøgne kvindelig samt en flok børn, der lige var kommet fra søndagsskolen. Der gik et stykke tid, inden de første ambulancer nåede frem, men de sårede var allerede i al hast ved at blive transporteret i diverse køretøj til Lady Reading Hospital, det eneste sygehus i provinsen med et mindre traumacenter. Men hændelsens omfang oversteg langt sygehusets kapacitet, hvilket fik dødstallet til at stige yderligere. Hospitalet havde desværre ikke resourcerne til at håndtere en så omfattende nødsituation, selv om alle gjorde deres bedste. Situationen på sygehuset umiddelbart efter katastrofen var næsten ubeskrivelig. Af mangel på senge lå sårede på traumacentrets gulve, der flød med blod og vand. I ét tilfælde forsøgte en far og to af hans døtre at klamre sig til én seng. Efter den indledende forvirring blev nogle patienter flyttet til andre afdelinger, mens nogle blev transporteret til andre hospitaler i byen. Erfaringerne er en påtrængende påmindelse til byens styre: denne provins, der er særligt udsat for terrorangreb, har akut behov for et veludstyret traumacenter med stor kapacitet.
Umiddelbart efter at transporten af de sårede var overstået, var det nødvendigt at tage sig af de afdødes jordiske rester. Dette var naturligvis det mest følelsesmæssigt belastende og smertefulde aspekt. Det blev besluttet at flytte de døde fra tragediens åsted til den rummeligere katolske kirke i nærheden; andre blev bragt dertil efterhånden som de døde i løbet af natten. I denne magtesløshedens stund henvendte mange frivillige og medfølende mennesker sig for at give en hånd med. Mange blandt disse var også muslimer; den mest betydningsfulde var Al-Khidmat Foundation, der spillede en vigtig rolle ved at fremskaffe kister m.m. Vore muslimske brødre hjalp også til med at grave grave i løbet af natten, og de skaffede mad og andet til de berørte mennesker. Hele det kristne samfund er dybt taknemmelig for dette udtryk for solidaritet og medmenneskelighed.
Vor biskop Humphrey Peters besluttede klogeligt (i samarbejde med andre involverede selvfølgelig), at så mange begravelser som muligt skulle finde sted allerede samme nat. Begrundelserne var både at undgå yderligere overgreb på kisterne (den slags umenneskelige og skændige handlinger hænder desværre af og til), og at der næsten ikke var ledige pladser i ligkapeller. Stiftets præster fik velvillig opbakning fra præsterne fra både den katolske kirke og andre kirker. Så dette smertelige ritual foregik natten igennem, og de fleste døde blev stedt til hvile. Den næste morgen omfavnede biskoppens unge kapellan mig og jamrede fortvivlet, at han havde hjulpet med at begrave næsten 100 mennesker i løbet af natten. Skønt ingen beskrivelse i ord på papir nogensinde kan udtrykke smerten i sådan en situation, skal det siges, at folk af alle aldre og trosretninger kom sammen og gjorde vores afdøde kære den ære at sørge for deres fysiske rester på respektfuld vis.
Flere bud på hvorfor det skete
Det store spørgsmål der trænger sig på hos alle er, hvorfor denne forfærdelige udåd skulle ske? Det er selvfølgelig kun misdæderne, der kender det rigtige svar. Vi andre må nøjes med at gætte. Et nærliggende svar ville være vores subjektive fornemmelse af, at vi som kristne før eller siden måtte blive udsat for et attentat. Vi er jo et let bytte. Årtier med fordomme og diskrimination fra det muslimske flertal i Pakistan har fået os til at tænke i de baner. Vi bliver ofte betragtet som en ”flue på væggen,” der kan smækkes efter forgodtbefindende. Nogle anser os for at være kafirs (vantro) og tilhængere af en ”fremmed religion”. Andre stempler os som ”agenter” for Vesten, fordi de mener, alle der er kristne. Således har vi igen den gamle strid mellem kristendommen og islam, der rækker tilbage til korstogene. Der bliver opildnet til slagord om islams sejr og herredømme, ikke kun i Pakistan, men overalt i verden. Denne indstilling blev forstærket af en udtalelse fra en fremtrædende taliban-leder, der sagde, at hans gruppe ikke havde udført angrebet på kirken, men at den, der gjorde det, gjorde ret i overensstemmelse med sharia (islamisk lov). Som offentlig understregning af denne holdning blev en enorm sprængladning i nærheden af All Saints’ Church den følgende søndag bragt til sprængning under højmessen. Det nye angreb spredte yderligere chokbølger igennem vort udsatte samfund.
En anden mulig forklaring er, at det kan være hævn for droneangreb udført af amerikanerne. Ræsonnementet er, at man ved at angribe kristne kunne gøre amerikanerne opmærksom på situationen og få USA til at indstille droneangrebene. De fortsætter dog uanfægtet.
Et kynisk syn på sagen er, at der må være elementer i det pakistanske samfund, der ønsker at holde terrorismen i gang for at amerikanske dollars fortsætte skal strømme ind i landet. Der er også nogle spekulative hoveder, der tror, at angrebet kan have været et negativt svar fra Taliban til All Parties Conference (APC), der ønsker at gå i dialog med dem. Og så findes der også dem, der altid mistænker efterretningstjenesterne, lokale eller udenlandske, for at stå bag sådanne skændige handlinger.
Summa summarum: Vi almindelige mennesker kommer aldrig til at kende den bagvedliggende sandhed, selv om vi så gerne vil.
Omsorg fra alle trossamfund
Jeg vil dog komme med en meget personlig iagttagelse: Kristne i denne provins har aldrig været direkte mål i samme grad som i andre dele af Pakistan, f.eks. i Punjab provinsen. Ifølge mit kendskab til Punjab så har sådanne angreb hovedsageligt fundet sted som et lokalt svar på det, man opfatter som hån af islam i andre lande – fx de danske Mohammed-tegninger og den amerikanske Youtube-film, der håner profeten. Men for det meste har muslimer og den muslimske kultur i vores provins været hensynsfulde og venlige over for det lille kristne samfund. Det så vi også et levende udtryk for i det lokale muslimske samfunds gavmildhed, kærlighed og omsorg umiddelbart efter selvmordsbomberne.
Det kom ikke som nogen overraskelse, at almindelige mennesker fra alle trosamfund og fra alle dele af landet reagerede på denne tragedie med kærlige hjerter og medlidenhed. Der kan fortælles mange smukke historier om dette. Der var kristne enkeltpersoner og grupper, der ikke blot udtrykte deres egen smerte og vrede dér, hvor de befandt sig, men også kom personligt hen til os med deres omfavnelser og kærlighed. Der var en stærk bevidsthed og følelse af, at vi alle er ét i Kristus.
De civile myndigheder – både provinsielle og nationale – handlede ansvarligt og medmenneskeligt i situationen. Højtstående embedsmænd opsøgte os personligt og hjalp på forskellige måder. Provinsregeringen bevilgede hurtigt økonomisk hjælp; checks blev udstedt direkte til ofrene. Denne prompte assistance var meget værdsat. Pakistans premierminister besøgte og bekendtgjorde, at en legatfond ville blive oprettet. De tekniske forhold omkring fonden er endnu ikke udarbejdet, men vi håber ikke, det varer ret længe.
NGO’er i kamp om ofrene
Hovedaktørerne i hjælpen blev som ventet de ikke-statslige-organisationer (NGO’er). De kom mange steder fra med deres diverse instrukser og synspunkter. De fleste af dem kom uden at kontakte det lokale stift – altså den kirkefamilie som ofrene tilhørte – (det gælder dog ikke Danmission, som gav sin akutte katastrofehjælp direkte til stiftet umiddelbart efter terrorangrebet, så stiftet havde penge til at betale for indlæggelser og begravelser, red.). Det var på en måde positivt, fordi det gjorde, at hjælpeorganisationerne kunne arbejde selvstændigt, men det var negativt, fordi der ikke blev en koordineret indsats. NGO’erne valgte hver sine egne kontakter i området og henvendte sig til de nødlidende, som deres kontaktperson kendte eller foretrak. Denne vilkårlige fremgangsmåde forårsagede en del negative reaktioner, især hos dem der blev forbigået. Vreden og ærgrelsen blev hele tiden rettet mod stiftet. NGO’erne, der primært tog sig af ofrenes medicinske behov, overlod den vanskeligste og mest følelsesbetonede opgave til os. Der er skønne eksempler på omsorg og medlidenhed, men desværre opstod der også en slags rivalisering blandt NGO’erne om at sikre sig ”klienter”. En del af den slags hændelser – både åbenlyse og i det skjulte – fandt sted, hvilket gjorde ondt værre. Jeg har personligt kendskab til et tilfælde, hvor to forskellige NGO’er hensynsløst forsøgte at presse familien til en såret person til at flytte den tilskadekomne ud af Peshawar til hver sin anbefalede lokalitet. Desværre førte den slags ubehagelige tilfælde til en fornemmelse af, at ofrenes pårørende ”sælger deres døde”. For at opsummere: NGO’erne gav megen omsorg og hjælp, men de afstedkom også megen forvirring og grådighed. De skabte en slags åbent marked for handel med folks følelser. Det mest tvivlsomme aspekt af deres service er selvfølgelig spørgsmålet om, hvem de står til regnskab over for lokalt. Det virker, som om de kun står til regnskab over for deres udenlandske bidragsydere. Alligevel skal vi takke de mange NGO’er, der udviste engagement og medmenneskelighed i denne tragiske situation.
Jeg vil her minde om, at angrebet ikke fandt sted i en offentlig park eller markedsplads. Det gik ud over en gruppe kirkegængere inden for kirkepladsens 4 mure. Ofrene var en integrerede del af kirkens familie, af Peshawar Stift, af Pakistans Kirke. Og ansvaret for deres velbefindende tilfaldt naturligt stiftsfamilien. Jeg kan fortælle ærligt og uden forbehold, at stiftets personale har gjort deres bedste for at håndtere den vanskelige situation. Hele det administrative personale har arbejdet utrætteligt under biskoppens dygtige ledelse for at bringe helbredelse og håb til sårede og sørgende. Der var selvfølgelig tilfælde, hvor hjælpen ikke svarede til ofrenes forventninger, men man kan ikke anklage stiftets personale for manglende engagement og integritet. Historien ender heller ikke her, for stiftets ansvar over for ofrene vil fortsætte i mange år fremover – måske i et par årtier ud i fremtiden. Visse personer har udbredt falske rygter og beskyldninger mod andre – fx mod den lokale biskop. Det er trist! Og det gjorde ondt værre, da visse udenlandske NGO’er offentliggjorde et fotografi af vores biskop med overskriften: ”Korrupt”. Det er afskyeligt, uetisk og modbydeligt, når folk, der sidder flere tusinde kilometer væk, baserer sådanne bedømmelser på rygter uden at forstå virkeligheden i en så indviklet situation.
Når det er sagt, vil jeg præcisere, at Peshawar Stift er dybt taknemlig for forbøn, gode ønsker og økonomiskhjælp fra vore venner i udlandet, hvis respons har betydet så meget for os alle. Vi håber, at responsen vil vise vej til bedre relationer inden for vor verdensomspændende kristne familie.
Har de kristne en fremtid i Pakistan?
Og så kommer det ultimative spørgsmål: Hvad skal der blive af denne lille kristne menighed i Pakistan – har den en fremtid? Der er mange forskellige bud på et svar. Men først må vi huske os selv på, at dette angreb var ét af de grimmeste tilfælde af terrorisme rettet imod en gruppe i Pakistan og afgjort det værste nogensinde imod landets kristne. Det må tvinge alle pakistanere til at reflektere alvorligt over nationens sundhed. De kristne må se i øjnene, at denne tragedie er et definitivt øjeblik for kirkens fremtid. Angrebet har selvfølgelig skabt megen uro og en stor usikkerhed. Det har også sat gang i en stor bølge af folk, der vil udvandre til Vesten. Udvandring er selvfølgelig ikke svaret på problemet, men folk er grebet af panik. Vestlige regeringer har dog udvist meget lidt forståelse for disse folks vanskelige stilling, og immigrationsmyndighederne i nogle lande har koldblodigt afvist at udstede visum. Jeg henvender mig til vores vestlige brødre og søstre i troen og spørger, hvordan de ønsker at forholde sig til os i fremtiden. Vestlige kristne er nødt til at erkende minoritetskristnes sårbare position i lande, hvor flertallet bekender sig til islam – her er Pakistan et oplagt eksempel.
Spørgsmålet lyder: Hvordan kan vi skabe et acceptabelt og effektivt ansigt udadtil for den evangeliske kirke og folk under sådanne omstændigheder? Måske kunne den enkle løsning være at opbygge et levedygtigt fællesskab – ikke kun trosmæssigt, men også økonomisk og socialt. En holistisk indstilling til spørgsmålet er nødvendig. For at arbejde mod denne løsning er alle vi pakistanske kristne nødt til at samle os under den samme paraply med fælles mål og visioner, der rækker ud over de enkelte kristne trosretningers interesser og personlige synspunkter. Det skal blive vores fælles sag at sikre vores lille gruppe ressourcerne til at opbygge et økonomisk fundament, hvilket naturligt vil føre til øget social accept. Dette anser jeg for at være den livsvigtige og grundlæggende konsekvens af denne massakre. Vores vestlige trossøskende må ligeledes forstå, at vores fremtidige forhold er nødt til at basere sig på gensidigt ansvar og gensidig afhængighed og ikke på NGO’ernes ”hist-og-pist” støtte. Der er nødt til at være en levende vekselvirkning inden for hele den hellige almindelige kirke.
Vi må huske, at vi kristne, uanset hvor i verden vi er, har en fælles livskodeks, der gør os unikke blandt alle andre religiøse mennesker. Denne kodeks er kommet til os igennem Jesu Kristi liv og lære – især som den kommer til udtryk i bjergprædiken. Dette gælder for pakistanske kristne såvel som for kristne overalt i verden. Hvad angår dem, der mistede livet i tragedien i All Saints’ Church i Peshawar, så kan vi mindes dem med disse ord fra Johannes’ Åbenbaring: ”Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.” (Johannes’ Åbenbaring 7, 9-10)
Må helligtrekongersbudskabet om håb og forsoning lyse ud af massakren som et blus, ikke blot for menigheden i All Saints’ Church, Peshawar, men for Guds folk overalt i verden, især for de der er marginaliserede og forfulgte. Vort sidste ønske og bøn er – i de ord der er blevet udtalt af kristne til alle tider – Maranatha (Kom, Herre Jesus) Amen.
FAKTA: Danmission i Pakistan
Danmission har siden 1901 samarbejdet med Peshawar Stift, hvor vi både støtter marginaliserede grupper og kirkens kerneprodukt: nemlig udbredelsen af Evangeliet først og fremmest gennem gudstjeneste og forkyndelse, men også opbakning til konvertitter. Danmission støtter:
• Kapacitetsopbygning af stiftet (uddannelse af medarbejdere m.m.).
• Evangelister og præster.
• Mennesker der ønsker at konvertere til kristendom.
• Dialoginitiativet Trosvenner, der arbejder for at forbedre relationerne mellem muslimer, hinduer, sikher og kristne.
• Psykisk syge børn og unge på sundhedscenter i Peshawar.
• Ekstraordinært har Danmission yder 50.000 kr. til ofrene for terroren ved All Saints Kirken i Peshawar i 2013. Pengene blev sendt direkte til Peshawar Stift umiddelbart efter angrebene og blev brugt til at betale for indlæggelser og begravelser.
• Akut hjælp ved jordskælv, oversvømmelser og lignende.
Læs mere om Danmissions indsats i Pakistan – klik her