
De er kommet langt, siden butikken blot var en idé hjemme i Gunhild Zeuthens dagligstue, og hun og andre frivillige startede butikken i Menighedshuset i Taastrup. ”Jeg er jo fra en generation, hvor man bruger det, man har – og genbrugsglæden smitter,” fortæller Gunhild Zeuthen.
I 1999 fik de mulighed for at overtage en gammel cykelforretning i byen, men da pladsen blev for trang, overtog de i 2003 parfumeriet på Hovedgaden og indrettede en flot dametøjsbutik, der går under tilnavnet ”Damernes Magasin.”
”Sidste år nåede vi en omsætning på 1 million kroner, og det kunne vi ikke have gjort uden vores fantastiske medarbejdere. Det er en livsstil at være med i Genbrug. Jeg har mand og datter, men ingen børnebørn. Så genbrugsbutikken har fyldt meget i mit liv.” siger Randi Svendsen, som er butiksleder.

Birgitte Blom, sekretær i bestyrelsen, fortæller: ”Jeg var færdig med arbejdslivet efter 48 år på kontor. Hvem kan bruge mig, tænkte jeg. Men jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg ville sætte så stor pris på livet i genbrugsbutikken. Det er bare lige mig. Vores sygestatistik kunne mange firmaer lære af. Vi møder op, hjælper hinanden og er trofaste.”
Tillykke til de fantastiske frivillige i Danmission Genbrug i Taastrup. I har gjort et kæmpe stykke arbejde, og vi er glade og stolte af jer.