Her i et af Danmarks fattigste områder arbejdede palæstinensiske, tyrkiske og somaliske grupper sammen med Gellerup Kirke og Danmission om at samle penge ind til trængende palæstinensiske familier i Mellemøsten.
Danmissions Unge stod for børneaktiviteter, bl.a. flødebollekast og dåsekast, hvor man for et klippekort af værdi 5 kr. kunne vinde et tøjdyr ved at skyde dåser ned. Der blev omsat 3 store sække genbrugstøjdyr fra genbrugsbutikker i Gellerup og Brabrand!
Genbrugsland i Bazar Vest havde også en loppemarkedsbod med god omsætning. I andre boder blev der solgt eksotisk etnisk mad og god dansk lagkage, og der var underholdning af akrobatiske, lokale børn fra Cirkus Tværs og Jafra børnefolkedansere.
Sidst men ikke mindst var der en rigtig fin stemning på tværs af etnisk tilhørsforhold og religion, og man gav udtryk for stor glæde og tilfredshed ved at kunne lave dette indsamlingprojekt som et diapraksisk, tværkulturelt projekt. Resultatet er endnu ikke opgjort, men der var god tilfredshed med salget fra de forskellige boder.