Dialogprojektet – Leaders for Interreligious Understanding (LIU) – er skudt i gang. Ligesom de foregående to år, har Danmission i samarbejde med vores partnere i Mellemøsten samlet et hold med 40 deltagere – religiøse ledere, meningsdannere, journalister osv. – fra Syrien, Libanon, Egypten og Danmark.

Første undervisningsdag er gået i gang, og salen er fyldt med deltagerne fra Egypten, Libanon, Syrien og Danmark. De repræsenterer alle forskellige religioner og professionelle baggrunde. Foto: Julie Pehrson
Programmet er en del af arbejdet under Det Arabiske Initiativ, der støttes med midler fra Danida. Formålet er at skabe dialog og kulturel og religiøs forståelse i de fire forskellige lande. Deltagerne vælger sig ind på et af de to hovedemner; ”Religion, integration og politisk deltagelse” og ”Religion, konfliktløsning og forsoning”. Udover seminaret i Danmark, skal deltagerne tage del i online-kurser, lave lokale aktiviteter og igen samles til det afsluttende seminar i Cairo i november.