Loppe-skrald gratis på genbrugsplads

Danmission Genbrug har siden 1. januar 2014 gratis kunne komme af med affald på 8 genbrugsstationer i Odense Kommune.

Aftalen gælder organisationer og foreninger, der tjener penge på at sælge brugte ting, og hvor overskuddet går til humanitære formål. Det er relativt få penge, Odense Renovation mister, men det kan være mange og vigtige penge for Danmission.

Også andre kommuner gør som Odense – det gælder bl.a. Sønderborg – mens andre vælger at opkræve penge fra velgørende organisationer. Måske er din kommune slet ikke opmærksom på muligheden for at fritage organisationer for udgiften til at komme af med affald.

Så hermed en opfordring til at frivillige i Danmission Genbrug henvender sig til kommunen og opfordrer de ansvarlige til at kopiere Odense Kommune.