Lørdag går det løs! Med et stort TV-show på DR1 samler Danmarks Indsamling 2014 ind under teamet ”Når mor mangler”. Og der er hårdt brug for indsatsen – FN skønner, at over 43 millioner børn i Afrika syd for Sahara har mistet deres mor eller far. Danmission vil bruge vores del af de indsamlede midler til at hjælpe familier i Madagaskar, så mor og far ikke er nødt til at forlade børnene for at kunne forsørge familien. 14-årige Fania Rasoaninina fra Madagaskar lever med konsekvenserne af ”når mor mangler”. Da hun var lille, rejste hendes mor rejste til udlandet for at arbejde og efterlod Fania og hendes bror i Madagaskar. Fania bor hos sin bedstemor, som er daglejer og ikke har råd til at sende børnebørnene i skole. Med støtte fra Danmarks Indsamling sætter Danmission gang i et projekt i Madagaskar, hvis formål er at forebygge, at mor – og far – forlader familien. Læs mere om projektet her.
Danmarks Indsamlingen er allerede tyvstartet i radio, TV og andre steder. Se med på lørdag til det store show på DR1, og vær med til at bakke op om Fania og andre børn, som mangler deres forældre – der er brug for det! Her på hjemmesiden kan du læse, hvor mange penge Danmission får af de indsamlede midler – når den opgørelse er lavet.