Det er kun 35 år siden, at Pol Pot-regimet blev væltet i Cambodja, og det forfærdelige folkemord, som kostede 1 ½ million cambodjanere livet, ophørte. Man skulle tro, at det hang som en tung skygge over landet endnu. Men til vores overraskelse og glæde er folk ikke tynget til jorden af fortiden. Tværtimod er folk på trods af fattigdom og politiske udfordringer grundlæggende muntre og optimistiske. Det på trods af at vi under vores rejse rundt i landet til Danmissions partnere og projekter konstaterede, at alle, som vi spurgte, kunne fortælle om, at de havde mistet nære familiemedlemmer og venner under Pol Pot-perioden. Det handler altså ikke om en fortrængning af fortiden men om at kunne og ville leve videre med den.
Et af de steder hvor man helt konkret arbejder med at komme videre med og på trods af fortidens fortrædeligheder er METTA KARUNA, et reflektionscenteret i Sien Reap.
Vi – det vil sige Ernst Jürgensen, Danmissions landerepræsentant i Cambodja, Nik Bredholt, leder af Danmissions fattigdomsarbejde, min viv Bente og jeg – ankommer i tuk-tuk (knallert-taxi) til centeret – en lille oase midt i en travl turistby og provinshovedstad.
Sister Denise tager imod. Hun er en robust, venlig og myndig katolsk ordenssøster fra Australien, som har arbejdet i Cambodja i 35 år – begyndende i flygtningelejre og nu som leder af refleksionscenteret.
Den første vi derefter møder, er en smilende kvinde, der sidder og passer et lille udsalg af kunsthåndværk. Hun sidder i kørestol, for hun har mistet benene ved en landminesprængning. Centeret har igennem årene haft særlig opmærksomhed på netop ofre for landminer. I de værste år kom flere end 3000 mennesker til skade ved landminder om året i Cambodja. Nu er tallet nede på omkring 150 alvorlige personulykker om året. ”Det er færre end dem, der kommer alvorligt til skade i trafikken,” siger sister Denise, som i mellemtiden har ført os hen til en brønd. Ved siden af brønden er der en skulptur. Det er den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar (Joh. 4). ”Har du prøvet at hejse vand op af en brønd før?,” spørger sister Denise. Det har jeg, men jeg får at vide, at det skal gå stærkt. Jeg gør mit bedste og opdager, hvorfor det skal gå stærkt: træspanden er tørret i solen og er blevet utæt. ”Se, det her er et af vores symboler på stedet,” forklarer sister Denise. ”Historien om kvinden ved brønden fortæller os, at Jesus ikke delte folk op efter køn, religion, etnicitet eller moral, at hans kærlige omsorg gik på tværs af alle vores grænser. Og vandet, der nu løber ud af spanden, minder os om, at vi ikke har vandet eller andre af Guds gaver for os selv, vi har dem til låns og til deling.” Undervejs rundt på området møder vi flere symboler: en samling af meget forskellige keramikkrukker, hvor vi skal vælge den, vi synes bedst om, den som ligner os mest – og bagefter kan vi så tænke over, hvorfor vi valgte forskelligt, hvorfor vi er forskellige, og hvordan vores samtale og samarbejde suger næring af vores forskellighed. Og så skal vi huske på, at krukkerne i al deres forskellighed er lavet af det samme materiale, af jord – som Adam og vi hans efterkommere (1. Mos. 2).
Her er et relief med et Dharma hjul og en masse mennesker på pilgrimsfærd, skulpturer af folk på flugt. I et træ hænger der modeller af militærfly, som kaster bomber, på et bord mellem sukkerpalmer står granathylstre og afmonterede miner og en række træer, som blev plantet af kristne, buddhister og muslimer i fællesskab i forbindelse med en konference om religionsdialog, som blev holdt i samarbejde med Danmission.
Efter frokost besøger vi centerets smukke kapel. En bygning inspireret af cambodjansk arkitektur og fyldt af symboler, billeder og tekster fra mange religioner. Alterbordet er foræret til centeret af en Khmer Rouge soldat, som har mange menneskers liv på sin samvittighed, og som endte med selv at blive ramt af en landmine og komme på rekreation og genoptræning på centeret. Her finder vi også en udgave af det firdobbelte Buddha-hoved fra et af de gamle templer i området, Bayon. Det er herfra centeret har sit navn, efter de to af de fire ansigter: METTA (nåde) KARUNA (kærlig omsorg) UPIKA (sindsro) og MUDITA (glæde ved den andens lykke). Tankevækkende, at et kristent refleksionscenter ikke bare kan værdsætte trosdialogen med buddhister, men ligefrem tage navn efter et buddhistisk symbol.
Til slut kigger vi ind i børnehaven. Her ligger legoklodser på gulvet, og på væggene er der farvestrålende malerier. På den ene side en urskov med alle Cambodjas forskellige dyr. På den anden side en gengivelse af Mekongflodens forløb fra de kinesiske bjerge gennem Laos, Thailand, Cambodja og Vietnam og ud i sydkinesiske hav. ”Børne skal fra begyndelse af lære at holde af Guds skaberværk og forstå, at vi lever af den samme flod og har et fælles ansvar for den.” Og jeg kvitterer med Grundtvig-citatet: ”at den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. Det bliver i en hjemmestrikket oversættelse til engelsk skrevet som tak til sister Denise for et nødvendigt og meget inspirerende stykke praktisk forsoningsarbejde og interreligiøs dialog, som jeg kun kan glæde mig over, at Danmission har støttet.
Peter Fischer-Møller har også besøgt projekter, som gavner børn i Cambodja