Med en stor procession gennem byen med flere hundrede deltagere tog Danmissions partnerkirke, Arcot Lutheran Church, i dag hul på fejringen af sit 150 års jubilæum i Melpattampakkam. Blandt deltagerne var også Danmissions generalsekretær, Mogens Kjær, sammen med medlemmer af Danmissions bestyrelse og medarbejdere. Efter processionen var der gudstjeneste i kirken på stedet, hvor det hele begyndte. Det var nemlig her, den første missionær, som Danmission (dengang DMS) udsendte, slog sig ned. Dermed markerer dagen også et jubilæum i Danmissions historie. Festlighederne fortsætter hele året i Arcot Lutheran Church, og Danmission ønsker hjerteligt tillykke til en gammel, men stadig levende samarbejdspartner.
