Opfordring til regeringen: Fordøm overtrædelser af menneskerettighederne i Cambodja

Opfordring til regeringen: Fordøm overtrædelser af menneskerettighederne i Cambodja

Danmission og Folkekirkens Nødhjælp opfordrer i et fælles brev den danske regering til at fordømme det cambodjanske styres voldelige fremfærd over for demonstrerende tekstilarbejdere og overtrædelser af menneskerettighederne.

Danmission og Folkekirkens Nødhjælp opfordrer i et fælles brev den danske regering til at fordømme det cambodjanske styres voldelige fremfærd over for demonstrerende tekstilarbejdere og overtrædelser af menneskerettighederne

”Vi opfordrer den danske regering til at fordømme den sidste uges handlinger over for den cambodjanske regering i de stærkest mulige vendinger og til at kræve, at menneskerettighederne og demokrati bliver æret.”

Granater og tåregas

Sådan lyder en del af opfordringen til den danske regering i et fælles brev fra Danmission og Folkekirkens Nødhjælp, som begge har udsendte i Cambodja og arbejder sammen med lokale partnerorganisationer. Brevet er sendt til udenrigsminister Holger K. Nielsen for at skærpe regeringens opmærksomhed på de cambodjanske myndigheders voldelige fremfærd mod demonstranter og undertrykkelse af menneskerettighederne, som har fundet sted siden 2. januar.

Efter længere tids protester fra tekstilarbejdere, der kræver mere i løn, samt medlemmer af den politiske opposition, der kræver regeringens afgang, valgte myndighederne 2. og 3. januar at slå hårdt ned på protesterne med bl.a. granater og tåregas. 4 demonstranter dræbt af skud og mange såret. Flere blev anholdt uden adgang til hverken læge eller advokat.

4. januar ryddede militæret den betydningsfulde ”Frihedsparken” i hovedstaden Phnom Penh for demonstranter. Stedet blev ellers grundlagt for at give folket et sted til at ytre sig. Samtidig har styret i hovedstaden forbudt større offentlige forsamlinger.

saaret-mand-i-bil-i-cambodja

Danmissions partnere anholdt

To af de anholdte er ledere fra Danmissions og Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisationer.

“Det virker som om, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden nu bliver nægtet folket ved brug af overdreven magt fra statens side for at undertrykke en fredelig protest og et de facto forbud fra bystyret i Phnom Penh mod forsamlinger af mere end 10 mennesker,” hedder det i brevet, der er underskrevet af generalsekretærerne Mogens Kjær, Danmission, og Henrik Stubkjær, Folkekirkens Nødhjælp.

”Det er fuldstændig vitalt for et funktionelt demokrati, at borgerne i Cambodja har mulighed for at protestere fredeligt og udtrykke deres utilfredshed med deres regering,” hedder det videre.

4 konkrete krav til Cambodjas regering

Helt konkret opfordrer generalsekretærerne den danske regering til over for den cambodjanske regering at insistere på, at fire forhold bliver opfyldt:

• Den øjeblikkelige frigivelse af 23 arresterede demonstranter. To af de 23 anholdte er fra Danmissions og Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisationer.

• En genopretning af retten til at demonstrere og et ophør med voldelig fremfærd mod civile fra myndighedernes side.

• Nedsættelsen af en uvildig undersøgelseskommission for at finde de ansvarlige for volden.

• En forsikring om, at gerningsmændene retsforfølges, og at erstatning gives til de sårede samt til familierne til de omkomne.

Danmission støtter fred og forsoning

I Cambodja støtter Danmission bl.a. et uddannelsesprogram inden for freds- og forsoningsarbejde. Dette er specielt vigtigt set i lyset af Cambodjas voldelige historie, hvilket de røde khmerers rædselsregime i midten af 1970’erne er et skræmmende og ikke glemt eksempel på.

Støt Danmissions arbejde – klik her

Danmissions formand, biskop Peter Fischer-Møller, er netop nu i Cambodja. Læs hans udtalelse her

Læs brevet til den danske udenrigsminister her: Letter to the Minister of Foreign Affairs Reg Cambodia Jan 2014

Foto:  Licadho