Kirkens Genbrug bliver delt

Kirkens Genbrug bliver delt

For at forenkle og styrke genbrugsarbejdet deler Danmission og Samvirkende Menighedsplejer deres 36 fælles butikker mellem sig.

Sådan fordeles de 36 butikker

Danmission 21 butikker: Bagsværd/Stengård, Espergærde, Helsingør, Havdrup, Hedehusene, Lyngby, Værløse, Måløv, Næstved, Skibby, Tåstrup, Viby Sjælland, Åkirkeby, Faaborg, Ringe, Svendborg, Hjørring, Skive, Tarm, Vojens og Haderslev.

Samvirkende Menighedsplejer – 15 butikker: Blågårdsgade (Kbh), Brøndby, Enghave (Kbh), Frederikssund, Frederiksværk, Glostrup, Herlev, Jagtvej (Kbh), Masnedøgade (Kbh), Toftegårds Plads (Kbh), Rudkøbing, Kolding, Sønderborg, Randers og Lem.

Danmission og Samvirkende Menighedsplejer har i fuld enighed pr. 1. januar 2014 besluttet at dele butikkerne under Kirkens Genbrug imellem sig. Det drejer sig om i alt 36 butikker, der hidtil har været drevet i fællesskab af de to organisationer. Det har gennem mange år været et godt samarbejde med positive resultater. Alligevel har både Samvirkende Menighedsplejer og Danmission fundet, at tiden er inde til at skifte spor. Der er flere grunde til beslutningen. Den ene hovedgrund er, at der på de seneste repræsentantskabsmøder i Danmission har været stærke ønsker om at styrke vores netværk i Danmark. Vi vil meget gerne knytte de 2-3.000 medarbejdere i genbrug tættere til vores arbejde og til vores bevægelse. Vi ønsker, at de frivillige i genbrug bliver endnu mere bevidste om, hvad det er for et arbejde, de er med til at støtte, og det er nu engang nemmere, hvis butikken hører til én organisation i stedet for to. Den anden hovedgrund er, at det vil øge effektiviteten og give administrative besparelser. Det hele bliver mere enkelt med færre møder og ikke så mange butikker som nu, vi begge skal forholde os til. Endelig kan man føje til, at Samvirkende Menighedsplejer de sidste år selv er begyndt at åbne butikker og gerne vil gøre det. Efter delingen vil de to organisationer få den samme økonomiske indtægt fra Kirkens Genbrug som i dag. Fra Danmissions side skal der lyde en varm tak til medarbejderne i de butikker, der fremover tilhører Samvirkende Menighedsplejer. Vi har været meget glade for at have arbejdet sammen med jer og for jeres støtte til vores arbejde, og vi ønsker jer alt godt i fremtiden. Og til de butikker, der fremover hører til Danmission, skal der ligeledes lyde en meget stor og varm tak for samarbejdet og de mange gode midler, der er rejst til vores arbejde. Vi håber, at samarbejdet og fællesskabet vil blive endnu stærkere og bedre i de kommende år.