Indien-landekredsen

I Sydindien samarbejder Indien-landekredsen med Arcot Lutherske Kirke, der er Danmissions ældste samarbejdspartner. Her støtter landekredsen et dialogprojekt og et skoleprojekt

Indien er verdens største demokrati og verdens mest folkerige nation. Selvom landet det seneste årti har gennemgået store fremskridt, lever 229 millioner indere stadig i fattigdom, ifølge FN’s udviklingsorganisation UNDP. Særligt befolkningsgrupper som dalitter og stammefolk er hårdt ramt af fattigdom, arbejdsløshed og diskrimination. Samtidig har Indien det største antal af fattige børn og børnearbejdere i verden.

I Tamil Nadu-staten, hvor Danmission arbejder, er omkring 88 procent af befolkningen hinduer, mens seks procent er kristne, og godt seks procent er muslimer. Selvom Indien officielt har religionsfrihed, er de religiøse fronter de seneste år trukket hårdt op i landet, hvor voldelige overgreb på religiøse mindretal har skabt frygt og utryghed.

Danmission har været til stede i Indien siden 1864, hvor man etablerede Arcot Lutherske Kirke (ALC). I dag driver ALC blandt andet hospitaler, skoler, søndagsskoler og en række forskellige udviklings- og dialogprojekter til gavn for socialt og økonomisk marginaliserede grupper.

I 2017 overgik Indien til at være et netværksland. Det betyder, at samarbejdet med Arcot Lutherske Kirke er forankret i en landekreds, hvor indsatsen varetages af frivillige, men følges tæt af Danmissions sekretariat og bestyrelse.

I dag samarbejder Indien-landekredsen med Arcot Lutherske Kirke om to projekter: Et skoleprojekt og et dialogprojekt. Landekredsen yder støtte til kirkens skoleprojekt, som driver omkring 90 skoler i landområderne. Målet med projektet er at tiltrække og fastholde kvalificerede lærere og give børn i landområder, der er blandt Indiens fattigste og mest udsatte, en ordentlig skolegang.

Derudover støtter landekredsen dialogcentret Quo Vadis i Tiruvannamalai, der faciliterer en række aktiviteter, heriblandt bibelstudier, meditationer, dialogarbejde og uddannelse af præster.

Bliv medlem af Indien-landekredsen

Du kan tage del i over 150 års samarbejde med den kristne kirke i Indien ved at melde dig ind i Indien-landekredsen.

Et medlemskab af en landekreds er en særlig type Danmission-medlemskab, hvor man viser sin støtte til landekredsen, og hvor man – udover nyheder fra Danmission – får særlige nyheder fra landekredsen. Man kan ikke være medlem af landekredsen uden at være medlem af Danmission.

Danmission har været til stede i Indien siden 1864, hvor man etablerede Arcot Lutherske Kirke

Sådan arbejder Danmission i Indien

  • Samarbejder med Arcot Lutheran Kirke om et skole- og dialogprojekt
  • Det ene af projekterne er skoleprojektet ACL, der driver 90 skoler i Arcot-området i staten Tamil Nadu
  • Det andet er dialogcentret Quo Vadis i Tiruvannamalai, der faciliterer en række aktiviteter, heriblandt bibelstudier, meditationer, dialogarbejde og uddannelse af præster

Indien-landekredsens formål

  • Formidle kontakt og fællesskab med den kristne kirke i Indien
  • Fremme og styrke kendskab til landet
  • Indsamle penge til Danmissions arbejde i Indien
  • Pleje relationer gennem skriftlige og mundtlige kontakter og besøg
  • Gennemføre projekter i tråd med Danmissions øvrige arbejde

Her arbejder vi

Danmission har arbejdet i Indien siden 1864. I dag varetager Indien-landekredsen indsatsen.

Danmission har desuden landekredse, der varetager arbejde i Bangladesh, Madagaskar og Indien.

Danmission har lande- og regionskontorer i Cambodja, Myanmar (pt. i Thailand), Østafrika og Mellemøsten.