Artikel |
15. Juli. 2010 |
| |
Du er min bror! |
Jeg er nu kommet hjem fra dette års International Work and Study Camp i Libanon, som jeg i forbindelse med min ansættelse som ungdomskonsulent for Danmission har været så privilegeret at deltage i. Jeg vil i dette blog-indlæg dele tre højdepunkter med jer:
1: Min værelseskammerat: Salah fra Saudi Arabien
Jeg har haft den store fornøjelse at dele værelse med Salah, som er shia-muslim fra Saudi Arabien. Vi har igennem hele lejren haft mange berigende samtaler – dialoger om vores liv, tro, ægteskaber, familieforhold og meget andet. Det er blevet tydeligt for mig, at selvom vi har helt forskellige udgangspunkter så oplever vi de samme grundlæggende splittelser, glæder og bekymringer i vores liv. Det har været en kæmpe oplevelse for mig at opleve venskab med Salah. Én af de vigtigste oplevelser har været, at vi igennem vores samtaler har styrket hinandens tro på Gud. Vores praksis og teologi er nok forskellige, men ved at bruge de gode dialogredskaber som lejren givet os, har vi begge oplevet at blive styrket af hinanden.
2: Bøn og gudstjeneste med Achmed fra Egypten
Et væsentligt element i lejren er, at vi vil opleve hinandens trosvirkeligheder ved at deltage i hinandens religiøse praksis. Således tog vi alle til muslimsk bøn i fredags - ligesom alle deltagere deltog i gudstjeneste i søndags.
Achmed og jeg havde på forhånd aftalt, at vi ville være hinandens lærere og Achmed skulle således lære mig om, hvad der sker i moskeen og hvordan han beder – ligesom jeg lærte ham om gudstjenestens liturgi, elementer og sakramenter i kirken i søndags.
Der var naturligvis mulighed for ikke at deltage og blot observere, men jeg havde efter mange overvejelser besluttet mig for deltage i den muslimske bøn. På forhånd var jeg nok lidt bekymret for hvordan det være, men det endte med at blive en dyb og respektfuld oplevelse. Jeg oplevede et helt særligt broderskab med Achmed ved at stå og knæle med ham skulder til skulder. Jeg holder fast på min egen tro, men ved at deltage i Achmeds religiøse praksis fik jeg langt større forståelse og respekt for hans trosvirkelighed, ligesom jeg på forunderlig vis fik flere nuancer i min egen religiøsitet. Denne oplevelse havde efter min mening ikke fundet sted uden det sunde udgangspunkt som dialoglejren har fordret: Tryghed og respekt. På denne måde blev besøget i moskeen ikke et studie i Islam eller muslimers religiøse praksis – men en aktiv deltagelse og involvering i Achmeds liv og tro! I min optik er dette selve dialogens væsen; at det bliver et møde mellem et jeg og et du frem for et møde mellem et jeg og et det. Sagt mere konkret: Et møde mellem Simon og Achmed frem for et møde mellem Simon og Islam eller Achmed og Kristendommen.
I søndags var det særdeles stærkt at fejre gudstjeneste med Achmed. Gudstjenesten foregik på arabisk, og blot dette at høre Achmed oversætte evangeliet til engelsk for mig var en rørende oplevelse.
Flere af muslimer deltog endog i nadveren og vi sendte hinanden fredshilsener. Vi sang sammen og vi modtog skulder ved skulder Guds velsignelse! Da gudstjenesten var færdig omfavnede Achmed mig og sagde med troværdighed: ”Du er min bror, Simon!”
3: Markering af 15 års dagen for massakren i Srebenica
I år er der for første gang deltagere fra Serbien og Bosnien på International Work and Study Camp. Den sidste dag på lejren rejste den bosniske deltager, Dzenan sig op foran hele gruppen og sagde tak for den respekt og de varme ord folk havde sagt til ham i forbindelse med 15 års dagen for Srebenica, hvor man anslår at omkring 8000 muslimske drenge og mænd blev myrdet under ledelse af den bosniskserbiske leder Ravodan Karadzic. Efterfølgende rejste den serbiske deltager, Tea op og gav ydmygt og grådkvalt udtryk for sympati og respekt.
Forinden havde Tea helt undladt at tale om konflikt, og havde udelukkende givet udtryk for harmoni og fællesskab i det tidligere Jugoslavien. Hendes følelsesmæssige udbrud var for mig en stærk indikator på, at der virkelig er brug for sunde rammer for at lære at forholde sig til sin fortid – for netop ikke at fortrænge og vælge den lette vej fremad. Også i denne henseende har lejren været meningsfuld, og jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre da Dzenan foran os alle mødte Tea med en varm og forsonende omfavnelse.
Fra Libanon til verden – og til lille Danmark
Jeg tager hjem fra Libanon beriget både menneskeligt og religiøst – og mit håb er at dialoglejrens ånd må sprede sig ud i deltagernes lande. Til Saudi Arabien, Cambodja, Libanon, Syrien, Norge, Frankrig, Togo, Bosnien, Serbien, Egypten og ikke mindst til Danmark. Vi har mindst lige så meget brug for dialogambassadører i vores lille land, som ikke må blive så småt at mennesker med en anderledes kultur og religion chikaneres og marginaliseres. Lad os være modkultur til småligheden og monologen. Lad os forstå og handle på, at dialogen fremmer forståelsen – og endnu vigtigere – fremmer det gode i os selv og i hinanden.
Achmed, du er min bror!
- Simon Astrup - |
| |
| Af Dialoglejr i Mellemøsten |
| Kategori Nyt fra Danmissions udsendte |
Tilbage |
| |
|
|
|
|
|
|
|
