Vi løber nu på dialoglejrens sidste par dage og fra de kølige bjerge omkring Beirut er vi – med en kort afstikker til en af verdens største drypstenshuler i Jeita – rykket til varmen og hjertet af Libanon, hvor vi bor i byen Zahle.
Det er super spændende at høre de andres historier: Der er Mohammad Alsaif fra Saudi Arabien, der til dagligt bor i Bahrain, men hver dag kører til Saudi Arabien, hvor han arbejder i en bank. Af og til kører hans kone udvalgte ruter inden for Bahrains grænser for at hun kan lære at køre, hvilket ellers ikke er en tilladt beskæftigelse for saudiarabiske kvinder. Der er Ihab Musleh, den selvuddannede IT manager på Diyar Consortiumm i Beit Sahour, Palæstina, der brugte en dag på at komme frem til lejren her i Libanon – hvilket ellers kun ville have taget ham 40 minutter i bil, hvis ikke Israel havde lukket den lige vej. ”Hvad kan vi gøre?”, spørger han. Ihabs motto er stadig ”Nothing is Impossible”, og lige nu håber han på fredelige forhandlinger og hans højeste ønske er retten til en palæstinensisk infrastruktur.
Med mange lignende historier har der i ugens løb været et enormt relevant grundlag for at diskutere menneskerettigheder og dialog. Vores forskellige religiøse og især kulturelle baggrund gør, at vi sjældent ser helt ens på problemstillinger, men ungdomslejre med fokus på dialog er helt klart vejen frem til en bedre forståelse af hinanden og respekt for vores forskelligheder. Et stort øjeblik opstod i dag søndag, da vi var til en katolsk messe her i Zahle, hvor både protestanter og de muslimer, der ønskede det, modtog nadverbrødet. Der var tydeligvis en respekt fra flere sider – en respekt og interesse der i dén grad rykker dialogen mange skridt fremad.
