Beirut er min fødeby. I 1985 forlod mine forældre byen grundet borgerkrigen – i dag, 25 år senere, sidder jeg igen i byen og kigger mig omkring. Det er et levende museum, har jeg engang læst i en fransk avis. Og det er sandt. Byen bærer præg af historiske minder der fra tid til anden dukker op. Beirut er en mosaik af nationaliteter, religioner og andre særheder der nu engang eksisterer i denne del af verden. Kvinderne er moderne klædt, designer solbriller i panden, korte kjoler, store biler og mænd med dyre iPhones. Alle – unge som gamle - vimser rundt imellem nye arkitektoniske bygninger, der står side om side med slidte bygninger der mest af alt består af skudhuller og grimme facader – et glimt af krigen der kan fornemmes bag alt det nye og smukke og til tider overfladisk.
Følelserne er divergerende. Det ene øjeblik er man imponeret. Så forvirret. Og derefter igen glad og stolt over at være i Mellemøstens perle. Jeg vedkender mig den franske avis’ postulat – byen er et levende museum.
Danmissions gruppe der består af 40 unge fra forskellige verdensdele. Vi er blevet placeret i hjertet af Beirut, der ganske naturligt er blevet døbt Downtown Beirut. Det er det sted i Libanon hvor krigen mistede allerflest liv og blod blev spildt på grund af politisk splittelse. I dag blomstrer livet på ny og Downtown er et kosmopolitisk samlingspunkt hvor alle religioner er repræsenteret – og det er netop det vores tur handler om. Forståelse af det fremmede, mødet med den anden part og troen på at hvis man gider at hive ti dage ud af kalenderen for at møde nye mennesker fra kulturer – at det så GØR en forskel, og ændrer en og rykker ens forståelse af sig selv og verden omkring sig.
Det har ændret mig at møde Salah fra Saudi-arabien som selv har valgt sin kone og som har et mere frisindet kvindesyn end det man ellers læser og hører i pressen. Jeg har mødt Ismael fra Palæstina som er 17 år og som studerer i Costa Rica. Jeg har mødt danske unge som har mere substans og kant end det jeg plejer at se og mærke hjemme i Danmark – Er det fordi man er i udlandet? Mest af alt har jeg nok lært mig selv bedre at kende. Du skal ikke dømme andre for hurtigt. Forstå folks intentioner og baggrunde bedre. Og prøv at acceptere forskelligheden. Man er sig selv nærmest uanset hvor mange ture og rejser man tager – men det er sundt at have prøvet og jeg kan kun anbefale at man pakker sin kuffert at kaster sig ud i et lignende grænseoverskridende, men acceptabelt, eventyr. Tak til mine medrejsende og mine nye venner – I har gjort mig til et nyt menneske.
