Efter et intenst og spændende introforløb på Danmissions hovedkontor i Hellerup, og hos kommende samarbejdspartnere i Danmark, er vi ved at gøre klar til afrejsen til Mellemøsten og Kairo. Et nyt liv venter.
Alt er på forunderlig vis faldet på plads omkring forberedelserne til rejsen. Vores hus i Allerød er blevet udlejet, bilen er solgt og pigerne er i fuld gang med at pakke legetøj i kasser. Så nu glæder vi os og ser frem til opgaven, alle udfordringerne og alle oplevelserne.
Det er dejligt at mærke pigernes begejstring og forventning til at skulle flytte til udlandet, for alt andet lige, er det jo os voksne, der har taget beslutningen.
Søndag den 17. januar blev der afholdt udsendelsesgudstjeneste for os i Amagerbro frikirke. Det var en rigtig dejlig dag sammen med menigheden, gode venner, familie og kollegaer fra Danmission. Det er dejligt at vide, at vi har et godt og kærligt bagland, både i forhold til omsorg, støtte og forbøn.
Der er meget, vi tager afsked med, vi forlader faste og trykke rammer, og ærligt talt er det da med lidt bævende skridt, vi nu bevæger os mod det nye og ukendt. Men samtidig glæder vi os også til de udfordringer, vi står overfor, og vi føler en fred og velsignelse over det valg, vi har taget.
/ Hanne Skovgaard Mortensen
Billede
Billede fra udsendelsgudstjenesten. Personer fra venstre mod højre: Annelise Mortensen (kirkens missionsteam), Ulrik Piltoft (Danmissions bestyrelse og generelsekretær for FDF), Harald Nielsen (programleder dialog, Danmission), Hanne, Jonas, Selma og Oline Norgaard Mortensen (Danmission Mellemøsten), Mogens Kjær (generalsekretær, Danmission), Bent Bjerring-Nielsen (præst, Amagerbro Frikirke), Samy S. Gerges (CEOSS, Egypten) and Benny Mortensen (kirkens missionsteam).
Se vedlagte
- Indbydelse til udsendelsesgudstjenesten, se nederst på siden
- Se video fra udsendelsesgudstjenesten på YouTube...
Fakta
En spændende udfordring i Mellemøsten
Hanne og Jonas er per januar 2010 ansat som udsendinge til Egypten. Jonas ansættes i en ny stilling som Danmissions regionskoordinator for Mellemøsten (Egypten, Libanon og Syrien) med placering i Kairo og Hanne som dialogkonsulent ved den anglikanske kirke i Kairo, også med tilknytning til kirkens udviklingsafdeling, Episcocare. Efter forberedelse i Danmark rejser parret til Kairo i slutningen af januar for at studere arabisk og islam, før de påbegynder arbejdet.
Danmissions udsendinge vil arbejde med udvikling og dialogaktiviteter, som kan skabe forståelse og respekt mellem kristne og muslimer i Mellemøsten, men ægteparret skal også være aktiv i Danmissions informationsarbejde med viden om relationerne mellem islam og kristendom.
Danmission i Mellemøsten
I mellemøsten arbejder Danmission særligt i Libanon, Syrien og Egypten. Arbejdet er økonomisk støttet af private bidrag og bevillinger fra Danida, og udføres i samarbejde med lokale samarbejdspartnere. I Egypten, hvor 10 % af befolkningen er kristne, skal Hanne og Jonas blandt andet samarbejde med en stor koptisk, social organisation kaldet CEOSS og en anglikansk organisationen kaldet Episcocare. Læs mere på www.danmission.dk/dialog
|